Kompleks sammenhæng mellem klyngehovedpine og CGRP

Et nyt dansk studie viser, at det naturligt forekommende signalstof CGRP ser ud til at spille en mindre rolle for klyngehovedpine end hidtil antaget. Det kan forklare hvorfor, de nye migrænemidler mod CGRP formentlig ikke er helt så effektive mod klyngehovedpine.
Publiceret

Mange har hidtil troet, at signalstoffet CGRP, som er med til at udløse migræneanfald, kunne have samme rolle for klyngehovedpine. I så fald kunne de nye migrænelægemidler rettet mod CGRP måske også bruges mod klyngehovedpine.

Nu viser et nyt dansk studie, at det formentlig ikke er tilfældet: Studiet dokumenterer nemlig, at indholdet af CGRP i blodet hos personer med klyngehovedpine generelt er lavere end hos raske. Dette gælder også under en klyngeperiode.

Lavere niveau af CGRP end forventet

Resultaterne peger derfor på, at CGRP ikke har samme betydning for klyngehovedpine som for migræne.

”Man har troet, at personer med klyngehovedpine konstant havde et forhøjet indhold af CGRP i blodet sammenlignet med raske, men det fandt vi ikke. Selv om CGRP-niveauet steg hos deltagerne under en klyngeperiode blev det ikke så højt som hos de raske i kontrolgruppen,” siger læge, ph.d. Anja Sofie Petersen, der er førsteforfatter på artiklen.

Det nye studie er det største af sin slags med 200 patienter med klyngehovedpine - 100 med den kroniske form og 100 med den episodiske form - samt 100 raske i en kontrolgruppe. Forskerne tog blodprøver hos forsøgsdeltagerne med den episodiske klyngehovedpine både under en klyngeperiode og imellem klyngeperioder.

Indholdet af CGRP i blodprøverne blev derefter sammenlignet med tilsvarende prøver fra raske forsøgsdeltagere og viste altså et overraskende lavt niveau af CGRP hos personer med klyngehovedpine. Der var ingen forskel på, om forsøgsdeltagere havde episodisk eller kronisk klyngehovedpine.

Klyngehovedpine er ikke en afart af migræne

De meget lave niveauer af CGRP hos forsøgsdeltagerne sammenlignet med raske peger på en mere kompleks sammenhæng mellem CGRP og klyngehovedpine end forventet. Resultaterne udfordrer dermed tidligere studier, der har indikeret, at lægemidler mod CGRP kunne være effektive mod klyngehovedpine:

”På den måde er det skuffende. Det ser ud til at være mere komplekst end som så. Resultaterne kan være med til at forklare hvorfor, de nye migrænemidler mod CGRP ikke ser ud til at være helt så effektive mod klyngehovedpine. Vi skal kigge andre steder hen for at finde nye behandlinger mod klyngehovedpine,” siger professor Rigmor Højland Jensen, der er sidsteforfatter på artiklen:

”Kort fortalt understøtter vores resultater, at klyngehovedpine er sin egen sygdom og ikke blot en afart af migræne. Den er anderledes, opfører sig anderledes og kan derfor ikke blot behandles med de gængse migrænelægemidler,” konkluderer Rigmor Højland Jensen.

Hun og resten af forskergruppen opfordrer til nye studier, der mere detaljeret kan kortlægge sammenhængen mellem CGRP og klyngehovedpine.