Hvordan virker triptaner?

Hvordan virker triptaner?

Triptaner virker ved at fjerne årsagen til de smerter og andre symptomer, man oplever ved et migræneanfald. Triptaner virker direkte og udelukkende på migrænenafald og er således ikke almindelige smertestillende medicin.

Triptanerne virker mod migræne på to måder: de hæmmer frigørelsen af signalstoffer og de får blodkar i hjernen til at trække sig sammen.

Triptaner hæmmer frigørelsen af bestemte serotoninsignalstoffer og nedsætter nerveendernes følsomhed for smertesignaler. Derudover får de hjernens blodkar til at trække sig sammen, hvor de normalt udvider sig ved et migræneanfald.

Dermed bliver smerterne ved migræneanfaldet mindre eller anfaldet afbrydes helt. Mere end to ud af tre oplever, at smerterne ved migræneanfaldet bliver betydeligt mindre eller forsvinder helt indenfor to timer.

Den præcise virkningsprofil af triptaner er dog fortsat til diskussion. Således har man endnu ikke fuldstændig kortlagt hvilken af de kombinerede effekter, der bidrager mest til effekten.

Hvor godt virker triptaner?

Triptaner er effektive lægemidler. Tager man triptaner som tablet i begyndelsen af et migræneanfald, virker de typisk indenfor en halv til en hel time.

Hvis hovedpinen kommer igen derefter, kan man tage en anden dosis triptan. Den anden dosis må først tages minimum to timer efter den første dosis.

Oplever man fortsat, at hovedpinen hurtigt kommer igen efter, man har taget triptan, kan man ved fremtidige anfald tage triptan i kombination med NSAIDs som ibuprofen.

Anbefalingen er, at man højst tager to dosis triptan på én dag og højst bruger triptaner 9 dage per måned. Det skyldes, at et højere forbrug forøger risikoen for medicinoverforbrugshovedpine.

Bivirkninger

En del oplever bivirkninger ved triptaner. De mest almindelige bivirkninger er forbigående trykken for brystet, kvalme og opkastninger, muskelømhed og svimmelhed.

Er triptaner smertestillende lægemidler?

Triptaner adskiller sig afgørende fra smertestillende lægemidler uanset, om der er tale om lægemidler på recept eller i håndkøb. Først og fremmest virker triptaner udelukkende på den smerte, som et migræneanfald eller få andre typer hovedpinesygdomme giver. Der er altså ingen effekt ved at tage triptaner for andre smerter for eksempel i ryg eller knæ.

Triptaner virker ikke direkte som smertelindring. Smerterne ved et migræneanfald er et symptom. Triptaner virker således ved at fjerne årsagen til smerterne og de andre medfølgende symptomer.

Senest fagligt opdateret02.06.2023 af Professor, overlæge Messoud Ashina