Virker lægemidler mod CGRP på andre typer hovedpine end migræne?

Virker lægemidler mod CGRP på andre typer hovedpine end migræne?

Flere forskergrupper i forskellige lande afprøver lægemidler mod CGRP på andre typer hovedpine end migræne. Det skyldes, at de mekanismer, der udløser migræneanfald, på nogle vigtige punkter ligner de mekanismer, der ligger bag nogle af de andre typer af hovedpine.

Ved et migræneanfald udskiller den store ansigtsnerve (trigeminusnerven) signalstoffet CGRP, som er med til at udløse migræneanfald. Lægemidler mod CGRP blokerer signalstoffets virkning og forhindrer dermed migræneanfald.

Den store ansigtsnerve, som udskiller CGRP, spiller ikke blot en rolle for migræne, men også for andre hovedpinelidelser, som for eksempel klyngehovedpine og trigeminusneuralgi.

Derfor undersøger forskere, om behandlingen, der virker mod migræne, kan bruges til at behandle andre typer af hovedpine, der også er forbundet med trigeminusnerven og muligvis også med dens udskillelse af CGRP.

Klyngehovedpine (Hortons hovedpine)

En af de hovedpinetyper, man afprøver lægemidler mod CGRP på, er klyngehovedpine. 

En gruppe forskere fra Dansk Hovedpinecenter har tidligere vist, at CGRP også kan udløse et anfald af klyngehovedpine, hvilket peger på en sammenhæng, der måske kan udnyttes. Men et nyt studie fra Dansk Hovedpinecenter har dog påvist, at CGRP-niveauet  i blodet er lavere hos personer med klyngehovedpine sammenlignet med raske kontroller. Derfor spiller CGRP formentlig en mere kompleks rolle for klyngehovedpine end tidligere antaget.

Studiet i Cephalalgia her (på engelsk)

Håber på at finde en effekt

Der er er indtil videre kun udgivet et antal mindre studier, der undersøger om lægemidler mod CGRP er effektivt mod klyngehovedpine.

Resultaterne fra et af studierne tyder på, at det lægemidlet mod CGRP, der har det aktive stof galcanezumab, kan have en forebyggende effekt på episodisk klyngehovedpine. Men der er mange udfordringer ved at undersøge den mulige effekt tilstrækkeligt grundigt, så selvom resultaterne er positive, er det endnu ikke afgjort, om der faktisk er en virkning.

Forskerne er dog fortsat optimistiske i forhold til at kunne dokumentere en effekt af et af lægemidlerne mod CGRP og dermed måske en dag finde en ny behandling mod klyngehovedpine.

Studiet i New England Medical Journal (på engelsk)

Trigeminusneuralgi

Fordi trigeminusneuralgi netop er smerter i ansigtsnerven trigeminus, var det nærliggende at antage, at lægemidler mod CGRP også ville have en effekt på trigeminusneuralgi.

En række studier har påvist en god effekt af at behandle trigeminusneuralgi med lægemidler mod CGRP, og i andre lande er man også begyndt at behandle trigeminusneuralgi med lægemidler mod CGRP. 

Solidt dansk studie

Datagrundlaget for disse studier er imidlertid svagt, da undersøgelserne havde få deltagere og blev udført uden en kontrolgruppe. Derfor satte en gruppe forskere fra Dansk Hovedpinecenter sig for at gennemføre et randomiseret dobbelt-blindet studie, der er den stærkeste form for videnskabelige undersøgelse. Det skyldes, at studiet er sammensat, så det er tilfældigt hvilke patienter, der får det virksomme lægemiddel (behandlingsgruppen) og hvilke, der får et uvirksomt placebo (kontrolgruppen). Samtidig ved hverken forsøgspersoner eller de læger, der deltager, hvilke patienter, der er i hvilke grupper.

Med resultatet fra den solide videnskabelige undersøgelse kunne forskerne konkludere: lægemidlet mod CGRP med det aktive stof erenumab havde ikke effekt på trigeminusneuralgi, hverken i forhold til smerteintensitet eller antal anfald.

Læs forskningsnyhed om studiet

Studiet i The Lancet Neurology (på engelsk)

Post-traumatisk hovedpine

Også for personer, der har fået en kronisk hovedpine efter hjernerystelse eller anden hovedskade, kigger forskerne på lægemidler mod CGRP for at finde en behandling.

For nogle personer med post-traumatisk hovedpine ligner deres hovedpinemønster det, som man kender fra migræne. Fordi lægemidler mod CGRP virker mod migræne, har man undersøgt, om der kan være en tilsvarende effekt på migrænelignende post-traumatisk hovedpine.

Kræver flere undersøgelser

I 2020 vist forskere fra Dansk Hovedpinecenter, at CGRP kan udløse et hovedpineanfald hos personer med migrænelignende post-traumatisk hovedpine. Det bekræftede forhåbningen om, at lægemidler mod CGRP måske kan bruges i behandling af post-traumatisk hovedpine.

Et mindre studie fra Dansk Hovedpinecenter fulgte op på dette i 2021, hvor patienter med post-traumatisk hovedpine fik behandling med lægemidlet mod CGRP med det aktive stof erenumab. Her fandt man, at behandlingen gav forsøgsdeltagerne færre dage med hovedpine.

Det er dog nødvendigt med flere og større studier, som sammenligner behandlingen med en kontrolgruppe, der får placebo, for endeligt at kunne fastslå virkningen.

Læs forskningsnyhed om studiet

Studiet i The Journal of Headache and Pain (på engelsk)