Hvad er trigeminusneuralgi?

Hvad er trigeminusneuralgi?

Trigeminusneuralgi er pludselige smerter i højre eller venstre side af ansigtets nerveforgreninger, der løber langs kæben, kindbenet og over øjet.

Trigeminusneuralgi er en smertetilstand med korte og intense smerteanfald i den ene side af ansigtet. 

Smerterne kan komme og gå i et uforudsigeligt mønster. Der kan være talrige anfald på en dag og mellem anfaldene kan der være en murrende baggrundssmerte. De fleste oplever lange smertefri perioder på uger, måneder og nogle få gange helt op til år.

Hvordan opleves trigeminusneuralgi?

Når man har trigeminusneuralgi, får man voldsomme jag eller stik af smerte i enten venstre eller højre side af ansigtet. Smerterne kommer i pludselige anfald og oftest langs kindbenet og langs kæben. Nogle personer oplever også at have smerter i panden.

Nogle beskriver smerterne som stik med issyle eller oplever dem som om, de kommer fra tænderne.

Trigeminusneuralgi ansigt

Anfaldene varer som regel i få sekunder, og man kan få talrige anfald i løbet af en dag. Hver anden oplever også en konstant, murrende smerte i samme områder af ansigtet mellem anfaldene.

Intet fast mønster

For de fleste med trigeminusneuralgi er der ikke noget fast mønster i smerteanfaldene, men mange fortæller, at smerterne som regel kommer i dagtimerne.

Der kan være perioder med mange daglige smerteudbrud afløst af lange perioder uden smerter. Det kan være uger eller måneder eller helt op til år. For nogle få er smerteanfaldene så hyppige, at smerten nærmest er konstant.

Udløsende faktorer

Anfaldene kan komme uden varsel, men mange oplever, at de kan udløses ved den mindste påvirkning af den ramte side af ansigtet. Det kan være ved berøring, tygning af mad, tandbørstning, barbering, ansigtsvask, kold blæst eller tale. For nogen kan det være særlige punkter i ansigtet eller i munden, der typisk udløser smerterne. 

I perioder med svære smerteanfald undgår mange at drikke og spise så vidt muligt, fordi det at sætte et glas mod læberne eller at tygge mad er for smertefuldt.

Typiske symptomer på trigeminusneuralgi

  • Jagende, intensive smerter langs kæben/kindbenet i den ene side af ansigtet
  • Varer få sekunder eller minutter
  • Kommer i anfald i et uforudsigeligt mønster
  • Kan udløses af selv let stimulation på den ramte side af ansigtet

Selv om du har trigeminusneuralgi, så behøver du ikke have samtlige nævnte symptomer.

Hvad skyldes trigeminusneuralgi?

Trigeminusneuralgi skyldes ofte, at der er en eller flere af de blodårer, der løber op til hjernen, der trykker på trigeminusnerven. Trykket påvirker nerven, så der sker en slags kortslutning. Det fører til, at helt blide berøringer eller andre almindelige påvirkninger giver voldsomme ansigtssmerter.

Der kan også være andre årsager til trigeminusneuralgi. Nogle gange kan det være nervesygdommen multipel sclerose eller en hjernesvulst, og i en del tilfælde kan man ikke finde årsagen til smerterne.

Hos de fleste ses en tendens til, at trigeminusneuralgi aftager efter et antal år.

Ordet trigeminusneuralgi er en sammentrækning af navnet på ansigtets store følenerve, trigeminus, og neuralgi, som betyder nervesmerte. Trigeminusnerven har tre grene ud i ansigtet og tænderne. De tre grene fordeler sig til panden, kinden og underkæben.

Senest fagligt opdateret06.09.2022 af reservelæge, ph.d. Stine Maarbjerg