Studie efterlyser mere viden om forvarselssymptomer til migræne

I et nyt studie har forskere fra Dansk Hovedpinecenter forsøgt at kortlægge hvilke symptomer, mennesker med migræne oplever inden migræneanfald. Selvom størstedelen af deltagerne bekræftede mange af symptomerne, var det ikke muligt at dokumentere et bestemt mønster.
Publiceret

Mange med migræne oplever, at de kan mærke eller fornemme, når et migræneanfald er på vej. De symptomer, en del med migræne oplever forud for et migræneanfald, kaldes forvarselssymptomer eller præmonitoriske symptomer.

Det kan være meget forskelligt fra person til person om, man overhovedet oplever symptomer og hvad, man i givet fald oplever.

Forvarselssymptomer er ikke det samme som aura. Hvor aura-fasen, der forekommer umiddelbart op til migrænehovedpinen, er ret godt undersøgt og dokumenteret i forskningen, er er det endnu ikke lykkedes at fastslå, hvad der er forvarselssymptomer, hvor udbredte symptomerne er og hvor ofte de faktisk optræder før migræneanfald.

Ifølge den internationale klassifikation af hovedpinesygdomme kan forvarselssymptomer forekomme i op til to døgn før både aura- og migrænehovedpinen.

Vanskeligt at undersøge

Et af problemerne for forskerne er, at symptomerne ofte er almindeligt forekommende tilstande som træthed, humørsvingninger og koncentrationsbesvær. Samtidig optræder symptomerne i forskellig grad og kan også forekomme uden et efterfølgende migræneanfald.

Migræneforskere forsøger alligevel at kortlægge forvarselssymptomerne, fordi det kan give indsigt i, hvad der sker i patienten op til et migræneanfald, og den viden kan måske bruges til at udvikle nye, målrettede behandlinger.

Store forskelle i forekomst

En analyse fra Dansk Hovedpinecenter, der udkom i 2022, viste, at der er betydelig uenighed om forvarselssymptomer i forskningskredse: Der er således hverken enighed om, hvad forvarselssymptomer er, eller hvilken betydning, de har for migræneanfald.

Læge og Ph.d.-studerende Janu Thuraiaiyah og andre forskere fra Dansk Hovedpinecenter har derfor interviewet 632 patienter med migræne fra Dansk Hovedpinecenter om forekomsten af forvarselssymptomer:

Først bad de deltagerne fortælle med egne ord, hvilke særlige symptomer de typisk oplevede før et migræneanfald. Til det svarede 43 procent af deltagerne, at de have et eller flere forvarselssymptomer. Derefter viste forskerne dem en liste med 16 forskellige symptomer, andre studier har udpeget som mulige forvarselssymptomer. Dette medførte at næsten 70 procent nu angav, at de havde et eller flere forvarselssymptomer.

Adspurgt ud fra listen havde deltagerne i gennemsnit 3,5 forvarselssymptomer mod et gennemsnit på 0,8 før de så listen.

Det svarede deltagerne

Her ses en del af svarene om forvarselssymptomer fra forsøgsdeltagerne, hvor det store spring i forekomsten af de enkelte symptomer bliver tydelig:

Tilstand

Andel før deltagerne så listen

Andel efter deltagerne så listen

Symptomer ikke på listen/Andet

26,60%

7,3%

Træthed

13,90%

39,9%

Nakkesmerter

7,40%

33,2%

Kvalme eller opkast

5,40%

20,7%

Irritabilitet

5,20%

31,8%

Gabetrang

4,40%

23,6%

Koncentrationsbesvær

4,00%

35,0%

Lysfølsomhed

3,60%

30,4%

Sult

3,60%

18,0%

 

Dilemma ved undersøgelse

”Vi tager det, vores deltagerne fortæller os, seriøst, men den store forskel mellem en forekomst af forvarselssymptomer på 43 procent og 70 procent gør, at vi ikke kan konkludere noget særlig klart om forvarselssymptomerne. Når deltagernes svar ændrede sig så meget, da de fik listen med symptomer, viser det, at metoden, vi bruger til at undersøge forekomsten af forvarselssymptomer, påvirker resultaterne. Det er et forskningsmæssigt dilemma,” siger læge Janu Thuraiaiyah fra Dansk Hovedpinecenter, Rigshospitalet Glostrup.

”Svarene viser, at de tilstande, deltagerne oplever som forvarselssymptomer, er meget almindelige hos personer med hyppig migræne. Om det samme gælder for personer med migræne, der ikke har så hyppige anfald, skal andre undersøgelser vise,” siger Janu Thuraiaiyah.

Hun henviser til, at forsøgsdeltagerne fra Dansk Hovedpinecenter formentlig har sværere migræne med hyppigere anfald end den typiske person med migræne, som ikke er tilknyttet en højt specialiseret hovedpineklinik:

”Vores forsøgsdeltagere har så mange migræneanfald, at de symptomer, de oplevede, i princippet også kunne være symptomer, som de oplevede som eftervirkning til et migræneanfald. Vi kan heller ikke i vores undersøgelse udelukke, at de oplevede symptomer i nogle tilfælde kunne være uden direkte relation til et migræneanfald,” uddyber Janu Thuraiaiyah.

Brug for flere studier

Derfor er der brug for flere studier med en anden og bredere deltagersammensætning og studier, der kan minimere de påvirkninger, som undersøgelsesmetoderne i sig selv kan medføre.

”Idet der er tale om diffuse tilstande, som ovenikøbet er meget almindelige, ser det ud til at kendskab til forvarselssymptomer kan føre til, at både patienter og sundhedspersonale overvurderer deres betydning.” siger Janu Thuraiaiyah.

Uanset om man mener at kunne mærke, at et migræneanfald er på vej, lyder anbefalingen, at man først tager lægemidler mod migræneanfald, når migrænehovedpinen sætter ind.