Andre sekundære hovedpinetyper

Hovedpine kan optræde som det første symptom på en alvorlig livstruende sygdom. Selvom de alvorlige tilstande repræsenterer langt mindre end 1 % af alle typer hovedpine kræver en nyopstået, svær hovedpine ekstra bevågenhed og en grundig udredning. Er der en tidsmæssig tæt relation til et hovedtraume eller systemisk sygdom bør udviklingen af hovedpinen følges tæt under indlæggelse eller regelmæssigt hos egen læge.

Idiopatisk intrakraniel hypertension

IIH er forkortelsen for idiopatisk intrakraniel hypertension, som er en tilstand, hvor væsketrykket i hjernen er for højt.

Idiopatisk = Uden kendt årsag
Intrakraniel = Inde i kraniet
Hypertension = Overtryk

Idiopatisk intrakraniel hypertension (IIH) er en sjælden årsag til kronisk hovedpine og har en markant overhyppighed hos overvægtige. Det er en vigtig og ofte overset sygdom, som ubehandlet kan medføre til varig synsfeltdefekt eller blindhed.

Hvad er symptomerne?

Typiske symptomer omfatter svær hovedpine, som kan være stillingsafhængig (forværres i liggende stilling) horisontalt dobbeltsyn, svimmelhed, kognitive klager, kortvarige forbigående synsforstyrrelser, abducensparese (det afficerede øje kan ikke føres lateralt) og/eller pulserende tinnitus.

Hvem får IIH?

IIH er en relativ sjælden sygdom. Hvert år udvikler ca. 50 danskere IIH. Sygdommen kan opstå i alle aldre uansat køn og vægt. Risikoen for at udvikle sygdommen er dog 10-20 gange større for overvægtige kvinder i den frugtbare alder.

Vigtigt at vide om IIH:

Enkelte patienter har maligne forløb med hurtigt progredierende (få dage) og muligt irreversibelt synstab. Ved mistanke om IIH bør patienten indlægges akut til udredning, herunder udelukkelse af anden patologi, f.eks. sinusvenetrombose

Læs mere her

Dansk Hovedpine Selskab’s Referenceprogram som du kan finde her, og

Neurologisk national behandlingsvejledning som du kan finde her.

Printvenlig faktaark om IIH findes her.

Posttraumatisk hovedpine

Hovedpine efter en nakke eller hovedskade er en hovedpine, der opstår indenfor 7 dage efter skaden.

Hvad er årsagen til hovedpine efter nakke- eller hovedskade?

Man kender ikke den præcise årsag til denne type hovedpine. Men man mener, at der både er fysiske, psykologiske og sociale årsager.

Hvor hyppig er hovedpine efter nakke- eller hovedskade?

Hovedpine efter skader mod hoved/nakke er relativ hyppig, og oftest forbigående. Hvis man har tendens til hovedpine i forvejen, har man muligvis højere risiko for at få en ny hovedpine eller forværring efter en skade.

Hvad er symptomerne på hovedpine efter nakke- eller hovedskade?

Smerten kan ligne både en spændingshovedpine med trykkende smerter, men også migræne, hvor smerten er af pulserende karakter. Hovedpinen kan være ledsaget af kvalme og lysskyhed.

Hvordan stilles diagnosen?

En samtale og eventuelt undersøgelse hos lægen er ofte tilstrækkeligt. Ofte vil en hovedpinedagbog være nyttig. Det kan eventuelt være nødvendigt med en skanning af hjernen/nakken for at udelukke skader, der skal behandles.

Hvordan behandles hovedpine efter nakke- eller hovedskade?

Det kan være gavnligt at planlægge pauser/hvil, være moderat aktiv og få en god nattesøvn. Man kan også forsøge afspændingsøvelser. Man bør holde sig fra ting, der kan forværre hovedpinen. Smertestillende medicin i håndkøb kan forsøges, men ikke mere end højest 14 dage om måneden, da man ellers risikerer en medicinoverforbrugshovedpine (MOH).

Hvordan er langtidsudsigterne?

Hovedpinen forsvinder ofte indenfor de første uger til måneder. En mindre del (omkring 20%) kan have symptomer efter et år.

Læs mere her

Dansk Hovedpine Selskab’s Referenceprogram som du kan finde her, og Neurologisk national behandlingsvejledning som du kan finde her.

Printvenlig faktaark om posttraumatisk hovedpine findes her.


Find os her:

Email

NVH på Facebook

 

 

Nationalt Videnscenter for Hovedpine

Dansk Hovedpinecenter
Rigshospitalet – Glostrup
Indgang 1A, Valdemar Hansens vej 5
2600 Glostrup