Trods godkendelse fra Medicinrådet er ny migrænemedicin endnu ikke tilgængelig i Danmark

29/05 2019

I Ekstra Bladet fra lørdag d. 18. maj kan man læse om Pia, som er taget til Norge, for at få den nye forebyggende migrænemedicin Aimovig (erenumab), som endnu ikke er tilgængelig i Danmark. Medicinrådet kom i april med en rapport, som anbefaler, at Aimovig kan tilbydes til patienter med kronisk migræne, som har oplevet behandlingssvigt på tidligere forebyggende behandlinger (mindst ét antihypertensivum og ét antiepileptikum). Finansieringen af Aimovig er dog ikke faldet på plads, så danske patienter kan endnu ikke modtage behandlingen. Ifølge Medicinrådet drejer det sig om 350 patienter, der opfylder de kriterier, der gør, at man kan tilbydes medicinen, men ifølge eksperter på hovedpineområdet drejer det sig dog om langt flere.

Én af dem med kronisk migræne, der venter på, at den nye forebyggende migrænebehandling bliver tilgængelig i Danmark, er Pia, som har lidt af svær migræne i 20 år. Pia har deltaget i et forsøg på Dansk Hovedpinecenter i Glostrup, hvor migrænemedicinen Aimovig blev testet. Behandlingen virkede særdeles godt på Pia, som oplevede endelig at finde en medicin, der virkede mod hendes hyppige migræneanfald. Efter forsøgsperioden kunne Pia dog ikke fortsætte med at få Aimovig og måtte tilbage på sin gamle medicin, som ikke virker tilfredsstillende. Nu er Pia derfor taget til Norge, hvor Aimovig er blevet frigivet. Hun har selv betalt for konsultation hos en læge og behandling på omkring 12.500 dk. kr. for tre måneders medicin, som består af månedlige injektioner.

I Danmark skal behandlingen med Aimovig foregå i hospitalsregi, hvilket betyder, at det kun er patienter, som er i aktiv behandling for deres migræne på en hovedpineklinik/hospital, som vil kunne modtage behandlingen.  Konsekvensen er, at mange mennesker med kronisk migræne som opfylder kriterierne, som fx Pia, ikke kan modtage den nu anbefalede behandling, da de ikke er under et forløb på en hovedpineklinik/hospital.

Artiklen i Ekstra Bladet er kun for abonnenter. Læs mere her

PROPATIENTER har også skrevet om den nuværende situation, som betyder, at Pia og andre med migræne tager til Norge for at få behandling med Aimovig. Læs mere her

Se flere


Nationalt Videnscenter for Hovedpine

Dansk Hovedpinecenter
Rigshospitalet – Glostrup
Indgang 1A, Valdemar Hansens vej 5
2600 Glostrup